From: Visby 07.20 · To: Fårö 15.20 · Distance: 36.4 nm · Position: 57.95299° N, 19.08175° E
Forlod fortryllende Visby, som gjorde sig klar til en ny invasion af den mere fredelige slags, da næste uge står i folkemødets tegn. En model, som vi har kopieret i Danmark. Vi fik fortalt, at det oprindeligt blev startet af Oluf Palme, som havde sommerhus på øen. Han blev lokket til at holde en tale, når han var der, og det udviklede sig senere til også at indbefatte politiske modstandere. Og dermed var folkemødet skabt.
Sejlede nordpå langs den smukke kyst om morgenen i blikstille vejr, så der var ikke andet at gøre end at bruge motoren de første par timer. Herefter kom en dejlig let SV som drejede til V samtidig med at jeg skulle østover. Så det var på læns hele vejen – heldigvis i rolig sø. Ankom til noget af et sceneskift på Fårö, hvor Bergman jo boede. Ligger nu i en meget lille havn med fin udsigt til bugten og plantagen, hvor roen og kontrasten til Visby er markant.
Nord om Gotland
