Estland

Written by

in

From: Fårö 03.00 (UTC +2)  ·  To: Möntu, Estland 23.00 (UTC +3)  ·  Distance: 104 nm  ·  Position: 57.94926° N, 22.12297° E

Gammel sø er ikke min livret, og det var der rigeligt af i dag efter kraftig blæst i nat.
Forlod Fårö meget tidligt på en grå og våd morgen omkring solopgang og sejlede nordpå langs stranden med de flotte rauker. Det var en fin afsked med den specielle ø, før jeg kunne dreje østpå ud i det åbne hav, hvor der ventede et meget langt stræk, før Estland endelig dukkede op. Turen var præget af den gamle sø som gav dønninger fra mange retninger, og da vinden var let og læns, var det svært at holde skibet stabilt. Så det dansede som en jolle på havet og det var udfordrende at holde fast. Det gik bedst, hvis jeg gik om læ og lå på langs i køjen. Men det kan man jo ikke gøre så længe ad gangen som solosejler, da der også skal holdes udkig.
Det blev en lang dag med alt for meget motorsejlads – en dag, som lige fik en time mere, da Estland er i en anden tidszone, hvilket jeg aldrig før har prøvet at sejle til.
Fik den fineste solnedgang på vej ind i havnen (billedet), og her stod tre andre flotillebesætninger klar til at tage imod.
Herefter kom en meget speciel havnefoged cyklende – han havde helt sikkert spottet, at der endelig var gæster i den lille havn, så vi skulle straks betale gebyr kontant, men fik dog en fin kvittering. Godt man havde lidt Euro med…..