Jagten på sovjettidens efterladenskaber bliver ved med at give, for de har haft godt gang i betonblanderne. Heldigvis står den gamle by uberørt tilbage, uagtet de mange invasioner og bombardementer fra både nazister og russere. Jeg fik set KGB-museet i det tidligere fængsel og kan nu ticke alle tre baltiske lande af i forhold til deres tilsvarende brutale mindesmærker over et særdeles afstumpet regime med meget kreative metoder til at lemlæste befolkningen.
Bortset fra det er Tallinn centrum en virkelig pæn middelalderby med det ene postkortagtige billede efter det andet.
På vej hjem på cyklen så jeg en underlig, enorm betonkonstruktion ved vandet, som jeg måtte se nærmere på, og det viste sig at være en kongressal opført i anledning af olympiaden i 1980. Det var noget af det mest absurde stykke arkitektur jeg nogensinde har set. Svært at fatte, hvad det var for en tid, hvor man kunne opføre noget så grotesk og invitere hele verden inden for, samtidig med at man spærrede folk inde i små kosteskabe mindre end en kilometer derfra.
Turen hjem gik også til den store mindepark over de 51 år, hvor esterne måtte affinde sig med russernes terror. Det gjorde et stort indtryk at få præsenteret en så voldsom historie, som vi ikke selv har oplevet og som naturligvis aldrig må kunne gentages, selvom det i dag er frygtelig tæt på for esternes vedkommende.
Mere brutalisme
