XPI6716, MMSI 219035700
Nuværende position:

Sommertur Østersøen rundt 2026

LOG:

  • Østover igen

    Østover igen

    From: Hanö 09.00  ·  To: Karlskrona 16.00  ·  Distance: 32.2 nm  ·  Position: 56.16795° N, 15.59049° E
    Dejlig østlig halvvinds sejlads i let til jævn vind fra S. Solen skinnede og det var rart endelig at kunne tage det lidt med ro, så der var tid til at øve guitar og klarinet undervejs uden at genere nogen.
    Indsejlingen til Karlkronas skærgård var meget smuk, og på vejen passerede jeg nogle seriøse forsvarsværker og den store flådestation. Så svenskerne passer på… Lige før lystbådehavnen kom jeg også forbi det meget fine marinemuseum, som helt klart skal besøges i morgen.

  • Hanö

    Hanö

    Position: 56.00996° N, 14.83572° E
    Tog en overliggerdag på Hanö, da der ikke var meget vind. Til gengæld blev der mulighed for en herlig vandretur øen rundt, hvor der er mange spændende geologiske oplevelser samt et fyr og en gammel engelsk kirkegård øverst på øen.
    Havet har gennem tiden stået 50 meter højere end nu, og de mange store sten på den gamle strandbund har givet stof til mange sagn om Kæmper, der har kastet dem rundt på bjerget. For hvordan skulle de ellers komme derop? Det har siden vist sig, at Kæmpen var en stor gletcher, der havde dem med på sin vej hen over øen.

  • Syd om Sverige

    Syd om Sverige

    From: Ystad 07.00  ·  To: Hanö 17.00  ·  Distance: 58.6 nm  ·  Position: 56.00995° N, 14.83570° E
    Den første sejldag med flotillen gik mod Sveriges sydligste punkt og derefter nordpå gennem Hanö bugten hvor bådene spredte sig, før vi samles igen i Karlskrona. Vi var tre både der gik til Hanö, hvor vi bliver et par dage.
    Vinden var kraftig fra SV og S, så det gav medvind hele turen og surf på bølgerne der blev op til 2 meter høje. Det krævede fuld koncentration ved rorpinden at undgå kraftige bomninger i den hårde vind.
    I havnen fik jeg i øvrigt lavet en ny feature under menupunktet “spor”, hvor du nu kan se løbende opdateringer af turen.

  • Flotillen er samlet

    Flotillen er samlet

    Position: 55.42597° N, 13.81491° E
    Første sejlermøde i flotillen blev afholdt i Ystad sejlklub som vi havde fået lov at låne i dagens anledning. Her kunne vi hilse på hinanden og der var uddeling af standere og en fin taske, sponsoreret af Horsens Sejlklub.
    På billedet er der udveksling af standere mellem de to sejlklubber.
    Her til aften samledes vi igen til fællesspisning i klubben.
    Indimellem blev der tid til indkøb, og jeg fik også skiftet forsejlet til rullefokken, da genoaen er pensionsmoden.

  • Ind i Østersøen

    Ind i Østersøen

    From: Skanör 07.00  ·  To: Ystad 18.00  ·  Distance: 46 nm  ·  Position: 55.42596° N, 13.81494° E
    Teamede op i Skanör med ROSA (billedet), der er en fin Bandholm 27 sejlet af Sten, som også er med i flotillen. Sammen gik vi mod Østersøen på kryds i god SV vind. Da vi var godt syd om Skanör kunne vi dreje østover, hvilket gav herlig medvind af skiftende styrke hele vejen til Ystad i det gode vejr. De sidste par timer kunne vi kun holde 2-3 knob, så motorerne måtte hjælpe til for at vi kunne nå at mødes med resten af flotillen, der havde arrangeret grill i havnen.

  • Øresund på langs

    Øresund på langs

    From: Helsingør 09.15  ·  To: Skanör 21.00  ·  Distance: 48.5 nm  ·  Position: 55.41623° N, 12.83021° E

    Det længste stræk man kan tilbagelægge i Øresund går fra Helsingør i det nordvestlige hjørne til Skanör i sydøst, som ligger på grænsen til Østersøen.
    Dagens sejlads var endnu engang i stiv modvind fra SØ og med regnbyger der gav pust op til 20 m/s.
    Den østlige kurs gik under broen, som heldigvis er 40m høj. Men det er altid en oplevelse at sejle under.

  • Sjælland Rundt

    Sjælland Rundt

    Position: 56.04236° N, 12.61227° E

    Dagen i havnen var præget af optakt til den legendariske sejlads Sjælland Rundt. Der var kapsejladser, maritimt loppemarked, foredrag og første parket til Dizzy m.fl Så et par gode dage i Helsingør, før den går videre mod Sverige i morgen.

  • Grundlovsdag

    Grundlovsdag

    Position: 56.03592° N, 12.61063° E
    Dejlig fødselsdag i Helsingør med familien, hvor vi spiste frokost på Værftets Street food marked.

  • Kronborg om styrbord

    Kronborg om styrbord

    From: Lynæs 07.45  ·  To: Helsingør 14.30  ·  Position: 56.04185° N, 12.61255° E
    Distance 36.5nm
    Første dag blev regnfuld og blæsende op til 20m/s fra S-SØ. Fralandsvinden gav dog relativt fladt vand meget af turen, hvilket jo er en sjældenhed i Kattegat, så båden loggede mellem 6-7 knob indtil kursen skulle sættes mod SØ v. Gilleleje. Den sidste time gik jeg for motor, da der var hård modvind fra Kronborg.Dagen startede ellers i det royale hjørne, da første skib, jeg passerede, var Dannebrog på vej ind i Isefjorden.

  • Havneguides

    Havneguides

    Så er der kommet havneguides til den del af turen, der foregår i Finland og Sverige. Det er omfattende materiale, men især de finske bøger virker rigtig inspirerende og sjove, da de har en masse historiske detaljer med. Jeg glæder mig til at læse dem på turen derover.